OECD Multilingual Summaries

Economic Policy Reforms 2017

Going for Growth

Summary in Danish

Reformer af den økonomiske politik 2017

Going for Growth

Sammendrag på dansk

Regeringer har ikke råd til at slække på reformer, hvis de ønsker at slippe ud af den fælde med lav vækst, som mange af dem er faldet i, og sikre at gevinsterne ved økonomisk vækst kommer langt de fleste borgere til gode. Det globale vækst har i de seneste to år været stagnerende og har ligget jævnt på omkring 3 %, et godt stykke under den gennemsnitlige vækstrate på næsten 4 % for de foregående 10 år. Den økonomiske afmatning i Folkerepublikken Kina og andre vækstøkonomier tegner sig for en stor del af forskellen, men vækstrater på 2 % eller derunder har været normen i gennemsnit for OECD‑landene i årene efter krisen, hvor udsigten til fortsat svag efterspørgsel og stagnerende investeringer har trukket den potentielle vækst i nedadgående retning.

I deres stræben efter sundere vækst støder regeringer på store politiske udfordringer. Det kraftige og omfattende fald i produktivitetsvæksten siden krisen har betydet stagnerende indkomster for store dele af befolkningen og har udhulet befolkningens støtte til strukturreformer. Selv om den samlede arbejdsløshed gradvist har været aftagende i de fleste lande, står unge og lavtuddannede arbejdstagere i mange af disse lande over for dårlige jobudsigter og høj risiko for hyppige perioder med arbejdsløshed. Overvindelse af disse udfordringer kræver sammenhængende strategier for stukturreformer og fælles handling på tværs af en lang række politikområder, med støtte af makroøkonomiske politikker.

Going for Growth‑strategien bygger på OECD's ekspertise om strukturpolitikreformer og økonomiske resultater og har til formål at give politiske beslutningstagere et sæt konkrete anbefalinger til reformområder, der identificeres som prioriteter for stærk og inklusiv vækst De prioriterede indsatsområder omfatter produkt‑ og arbejdsmarkedsregulering, uddannelse og træning, skattesystemer og overførselsordninger, handels‑ og investeringsregler, samt innovationspolitikker. Rammen Going for Growth har været afgørende for hjælpen til G20‑landene med at komme videre med deres dagsorden for strukturreform, f.eks. gennem overvågning af deres vækststrategier for bæredygtig og afbalanceret vækst.

Denne rapport beskæftiger sig med udviklingen for strukturreformerne på områder, der vedrører de politiske anbefalinger i Growth‑strategien for perioden 2015‑16. Den identificerer på baggrund heraf nye prioriterede indsatsområder for OECD‑ og udvalgte ikke‑OECD‑lande, hvor det er nødvendigt med strukturreformer for at løfte realindkomsten og sikre, at gevinsterne kommer det store flertal af borgere til gode (Kapitel 1). Med henblik herpå ser rammen for udvælgelse af politiske indsatsområder for første gang på inklusion som et hovedmål, sammen med produktivitet og beskæftigelse, der er de primære drivkræfter for gennemsnitlig indkomstvækst. Til den ende anvendes der en bred definition af inklusion, der omfatter dimensioner som ulighed og fattigdom, jobkvantitet og jobkvalitet, tillige med inklusion af sårbare grupper på arbejdsmarkedet, kønsrelaterede forskelle og lighed inden for uddannelse, samt resultater på sundhedsområdet. Rapporten kommer med en omfattende evaluering af politiske udfordringer i relation til inklusion og potentielle afhjælpningsforanstaltninger, der afspejles i reformprioriteterne for Going for Growth (Kapitel 2). Landespecifikke prioriteter og underliggende anbefalinger beskrives i individuelle landenoter (Kapitel 3).

Udviklingen i strukturreformerne siden 2015

Strukturreformtempoet er taget yderligere af over de seneste to år, og er nu tilbage på niveauet fra før krisen. Denne generelle opbremsning dækker over betydelige forskelle landene imellem.

• Reformtempoet er gået ned i lande, der tidligere havde været særligt reformivrige i den foregående toårige periode, (f.eks. Mexico, Grækenland, Irland, Portugal, Polen og Spanien), men også i en række andre lande, hvor reformaktiviteten ikke havde været så intens i den tidligere periode (f.eks. Australien, Indonesien og Slovenien).
• Reformintensiteten er steget betydeligt i nogle lande, som ikke havde hørt til de mest reformivrige i den tidligere periode (f.eks. Belgien, Chile, Colombia, Israel, Italien og Sverige, samt i Østrig, Brasilien og Frankrig).

Reformtempoet er faldet mere markant på politikområder, der har særlig stor virkning for arbejdskraftens produktivitet, f.eks. uddannelse og innovation. Dette vækker bekymring set i lyset af det vedvarende og omfattende fald i produktivitetsvæksten.

På den positive side er antallet af reformer med forbindelse til Going for Growth‑anbefalingerne steget, for så vidt angår nedbringelse af hindringerne for kvinder i beskæftigelse og fremme af jobskabelse gennem lavere skattekiler på arbejdskraft, navnlig for lavtlønnede arbejdstagere. Det er områder, hvor vækstorienterede reformer også fremmer større solidaritet.

Regeringer har generelt haft en tendens til at koncentrere reformindsatsen på specifikke politikområder og har dermed risikeret at gå glip af potentielle gevinster af politiske synergieffekter og komplimentaritet mellem reformer. En forbedret præsentation af reformer ville gøre det nemmere at implementere dem, optimere deres virkninger på vækst og jobskabelse og være med til at reducere indkomstulighed.

Nye reformprioriteringer for inklusiv vækst

I betragtning af betydningen af produktivitetsgevinster for levestandarden på lang sigt og omfanget af den udfordring, de fleste lande står over for, identificeres der flere reformprioriteringer, som kan fremme produktionen pr. arbejdstager og sikre, at gevinsterne fordeles bredt blandt befolkningen. Foranstaltninger på områder som uddannelse, konkurrence på produktmarkederne og offentlige investeringer vægtes stærkere i forhold til den forrige Going for Growth‑strategi.

Især er adgang for og vækst i innovative virksomheder, fremme af mere lige adgang til uddannelse af høj kvalitet, samt inddragelse af kvinder og migranter på arbejdsmarkedet, større investeringer i infrastruktur og forbedring af uddannelsen af arbejdstagere samt aktiveringspolitikker, alle en del af de mest almindelige politiske udfordringer, som er identificeret for at opnå en stærkere og mere inklusiv vækst.

Der kan være stærke synergier mellem indsatsen for vækst i produktiviteten og beskæftigelsen på den ene side, og inklusion på den anden. Faktisk ville næsten halvdelen af de politiske prioriteringer, der er foreslået i denne rapport, føre til højere og mere bredt fordelte indkomstgevinster, såfremt de implementeres korrekt og omfattende.

I forsøget på at gøre vækst mere inklusiv bør regeringerne fokusere på at sikre bred adgang til uddannelse og opkvalificering af høj kvalitet, på at løfte antallet og kvaliteten af job, og på at forbedre skatte‑ og overførselsordningernes effektivitet med henblik på at nedbringe ulighed og fattigdom.

• Med hensyn til uddannelse omfatter de prioriterede områder en indsats for at tilgodese unges behov fra førskoleniveau til universitet, så de får den bedste start og den støtte, de har krav på igennem hele deres uddannelsesforløb. Fokus er på at forbedre lige muligheder og sikre, at arbejdsstyrken vil være i stand til at tilpasse sig ændrede krav til færdigheder.
• Skabelse af flere og bedre job kræver, at problemet med det todelte og segmenterede arbejdsmarked, herunder den uformelle økonomi i de nye vækstøkonomier, løses.
• Mange lande har mulighed for at udvikle ordninger for sociale overførsler, der skal beskytte den enkelte og familier med størst behov, samtidig med at det sikres, at det betaler sig at arbejde for personer i den nedre del af indkomstskalaen, og skattelettelser og skattefradrag begrænses, så de ikke kommer højindkomsthusholdninger urimeligt til gode.