... your login credentials do not authorize you to access this content in the selected format. Access to this content in this format requires a current subscription or a prior purchase. Please select the WEB or READ option instead (if available). Or consider purchasing the publication.
De europæiske lande har i de seneste årtier opnået betydelige resultater på folkesundhedsområdet.
Den forventede levetid ved fødslen i EU‑landene er steget med mere end seks år siden
1980 og nåede op på 79 år i 2010, hvorimod tallene for for tidlig død omvendt er faldet
drastisk. Det forventes, at mere end tre fjerdedele af disse leveår kan leves uden
aktivitetsbegrænsning. Stigningen i den forventede levetid kan forklares ved forbedrede
leve‑ og arbejdsvilkår og ændret sundhedsadfærd, men bedre adgang til pleje og den
forbedrede kvalitet har også en stor del af æren, hvilket bl.a. den drastisk faldende
dødelighed ved hjerteanfald eller slagtilfælde vidner om.
Mange sundhedsforbedringer er opnået med betydelige økonomiske omkostninger. Frem
til 2009 steg sundhedsudgifterne i de europæiske lande hurtigere end resten af økonomien,
og sundhedssektoren lagde beslag på en stigende andel af bruttonationalproduktet (BNP).
Da den finansielle og økonomiske krise satte ind i 2008, reducerede mange europæiske
lande sundhedsudgifterne som led i deres bredere bestræbelser på at kontrollere de
store budgetunderskud og den stigende gæld i forhold til BNP. Selv om disse nedskæringer
måske var uundgåelige, kan nogle foranstaltninger få en indvirkning på sundhedssystemernes
grundlæggende målsætninger. Det er derfor vigtigt at foretage en løbende overvågning
af data og indikatorer for sundhed og sundhedssystemer for at få belyst den potentielle
kort‑ og langsigtede indvirkning af ændrede økonomiske vilkår og sundhedspolitikker
vedrørende adgang til sundhedspleje, kvalitet og sundhedsmæssige resultater.
I denne anden udgave af "Fokus på helbredet: Europa" fremlægges de seneste sammenlignelige
data om udvalgte indikatorer for sundhed og sundhedssystemer i 35 europæiske lande
– de 27 EU‑medlemsstater, fem kandidatlande og tre EFTA‑lande – frem til 2010. Udvælgelsen
af indikatorer er baseret på en kortliste over EU's sundhedsindikatorer (European
Community Health Indicators (ECHI)), som er udviklet af Europa‑Kommissionen med det
formål at styre udviklingen og rapporteringen af sundhedsstatistikker. Publikationen
indeholder ligeledes detaljerede oplysninger om sundhedsudgifterne og deres finansiering
med udgangspunkt i resultater fra OECD's, Eurostats og WHO's årlige fælles spørgeskema
om sundhedskonti. Den omfatter ligeledes et nyt kapitel om kvaliteten i sundhedsplejen,
hvor der redegøres for de fremskridt, der er gjort inden for rammerne af OECD's projekt
om kvalitetsindikatorer for sundhedsydelser. De fremlagte data i denne publikation
stammer primært fra officielle nationale statistikker, som er indsamlet af OECD, Eurostat
eller WHO Europa alene eller i fællesskab, samt multilandeundersøgelser såsom HBSC‑undersøgelsen
(Health Behaviour in School‑Aged Children).
I "Fokus på helbredet: Europa 2012" redegøres der for udviklingen over tid og for
forskellene mellem de europæiske lande på fem generelle områder: 1) folkesundhedsstatus,
2) risikofaktorer for sundhed, 3) sundhedssystemernes ressourcer og aktiviteter, 4)
sundhedsplejens kvalitet i forbindelse med behandling af kroniske og akutte sygdomme
og 5) sundhedsudgifter og finansieringskilder. Publikationen indeholder i et vist
omfang en forklaring på disse forskelle og er udgangspunkt for yderligere forskning
og analyse med det formål at skabe en bedre forståelse af de underliggende årsager
til disse forskelle og udvikling af politiske løsningsmodeller, som mindsker forskellene
i forhold til de lande, der fremviser de bedste resultater. En lang række indikatorer
er opdelt efter køn og alder i de enkelte lande, og flere er yderligere opdelt efter
indkomst eller uddannelsesniveau. Disse indikatorer viser, at der kan være lige store
afvigelser inden for et land som mellem lande ved en fordeling ud fra subnationale
regioner, socioøkonomiske grupper eller etniske grupper/racer.
Sundhedsstatus er markant forbedret i EU‑landene, selv om der fortsat er store forskelle
Den forventede levetid ved fødslen i EU‑landene er steget med over seks år mellem
1980 og 2010. Den forventede gennemsnitlige levetid ved fødslen i hele EU var for
den treårige periode 2008‑2010 på 75,3 år for mænd og 81,7 år for kvinder. Frankrig
havde den højeste forventede levetid for kvinder (85,0 år), mens Sverige havde den
højeste forventede levetid for mænd (79,4 år). Den forventede levetid ved fødslen
i EU var lavest i Bulgarien og Rumænien for kvinder (77,3 år) og i Litauen for mænd
(67,3 år). Forskellen mellem EU‑lande med den højeste og laveste forventede levetid
ved fødslen er omkring otte år for kvinder og 12 år for mænd (figur 1.1.1).
I perioden 2008‑2010 var antallet af sunde leveår (Healthy Life Years, HLY) ved fødslen,
defineret som antallet af leveår uden aktivitetsbegrænsninger, i gennemsnit for EU
62,2 år for kvinder og 61,0 år for mænd. Kønsskævheden er langt mindre end for den
forventede levetid, hvilket afspejler det forhold, at en større del af kvinders liv
tilbringes med visse aktivitetsbegrænsninger. Antallet af sunde leveår ved fødslen
i perioden 2008‑2010 var højest i Malta for kvinder og i Sverige for mænd og kortest
i Slovakiet for både kvinder og mænd (figur 1.1.1).
Den forventede levetid ved 65 år er også steget markant i de europæiske lande. Gennemsnittet
i EU for perioden 2008‑2010 var 16,5 år for mænd og 20,1 år for kvinder. Med hensyn
til den forventede levetid ved fødslen havde Frankrig den højeste forventede levetid
ved 65 år for kvinder (23,2 år), men også for mænd (18,7 år). Den forventede levetid
ved 65 år i EU var lavest i Bulgarien for kvinder (16,9 år) og Letland for mænd (13,2
år) (figur 1.2.1).
Der er fortsat store uligheder i forventet levetid mellem socioøkonomiske grupper.
Højtuddannede mænd og kvinder har en højere forventet levetid. I Tjekkiet f.eks. kan
en mand på 65 år med en høj uddannelse forvente at leve syv år længere end mænd på
samme alder med et lavt uddannelsesniveau (figur 1.2.3).
Det er svært at vurdere, hvor meget de mange ikkemedicinske og medicinske faktorer,
som kan have indflydelse på variationerne i det forventede antal leveår mellem de
enkelte lande, bidrager relativt til denne udvikling. En højere nationalindkomst er
generelt forbundet med et højere forventet antal (sunde) leveår, selv om forbindelsen
er mindre tydelig ved de højeste nationalindkomstniveauer, hvilket tyder på, at der
er en aftagende indvirkning (figur 1.1.2).
Kroniske sygdomme såsom diabetes, astma og demens bliver stadig mere udbredt på grund
af en bedre diagnosticering eller flere underliggende sygdomme. Over 6 % af de 20‑79
årige i EU – eller 30 mio. mennesker – havde diabetes i 2011 (figur 1.14.1). En bedre
forvaltning af kroniske sygdomme er blevet en sundhedspolitisk prioritet for mange
EU‑medlemsstater.
Risikofaktorer for sundhed ændrer sig
De fleste europæiske lande har nedsat tobaksforbruget via oplysningskampagner, reklameforbud
og forhøjede afgifter. Under 15 % af de voksne i Sverige og Island ryger dagligt,
svarende til et fald fra over 30 % i 1980. I den anden ende af skalaen ligger Grækenland,
hvor over 30 % af de voksne ryger dagligt. Rygefrekvensen er fortsat relativ høj i
Bulgarien, Irland og Letland (figur 2.5.1).
Også alkoholforbruget er faldet i mange europæiske lande. Begrænsninger i markedsføring,
salgsrestriktioner og beskatning har vist sig at være effektive foranstaltninger.
De traditionelle vinproducerende lande som f.eks. Frankrig, Italien og Spanien har
oplevet et betydeligt fald i forbruget pr. indbygger siden 1980. Alkoholforbruget
pr. voksen er steget markant i en række lande, herunder Cypern, Finland og Irland
(figur 2.6.1).
52 % af den voksne befolkning i EU lider nu af overvægt, hvoraf 17 % lider af fedme.
På landeniveau er forekomsten af overvægt og fedme over 50 % i 18 af de 27 EU‑medlemsstater.
Procentsatserne er langt lavere i Frankrig, Italien og Schweiz, selv om de også er
stigende her. Forekomsten af fedme – der medfører større sundhedsrisici end overvægt
– varierer fra 8 % i Rumænien og Schweiz til over 25 % i Ungarn og Det Forenede Kongerige
(figur 2.7.1). Antallet af fedmetilfælde er fordoblet siden 1990 i mange europæiske
lande (figur 2.7.2). Den stigende forekomst af fedme har berørt alle befolkningsgrupper
i forskellig grad. Fedme er ofte mere udbredt blandt socialt ugunstigt stillede grupper,
herunder navnlig kvinder.
Antallet af læger og sygeplejersker pr. indbygger er større end nogensinde før i de
fleste lande, men den nuværende og fremtidige mangel vækker bekymring
Det er et grundlæggende politisk mål at sikre tilstrækkelig adgang til sundhedspleje
i alle EU‑medlemsstaterne. Det er i denne forbindelse bl.a. en forudsætning, at der
er det rette antal sundhedspersonale de rette steder, som kan imødegå befolkningens
behov. Der hersker i mange europæiske lande bekymring over manglen på læger og sygeplejersker,
selv om de nylige offentlige nedskæringer på sundhedsområdet i en række lande i hvert
fald midlertidigt har begrænset efterspørgslen.
Siden 2000 er antallet af læger pr. indbygger steget i næsten alle EU‑medlemsstaterne.
I gennemsnit steg antallet af læger i EU fra 2,9 pr. 1 000 indbyggere i 2000 til 3,4
i 2010. Stigningen var særlig hurtig i Grækenland og Det Forenede Kongerige (figur
3.1.1).
I næsten alle lande har balancen mellem praktiserende læger og speciallæger forrykket
sig, således at der nu er flere speciallæger (figur 3.1.2). Dette kan forklares med
det forhold, at det ikke længere er så attraktivt at være traditionel børne‑ og familielæge,
samt med stigende lønforskelle mellem praktiserende læger og speciallæger. Den langsomme
vækst eller nedgangen i antallet af praktiserende læger pr. indbygger vækker i mange
lande bekymring over adgangen til primære sundhedstjenester for visse befolkningsgrupper.
Der hersker ligeledes bekymring over risikoen for mangel på sygeplejersker, og denne
mangel kan meget vel blive større i fremtiden, da efterspørgslen efter sygeplejersker
fortsat stiger, og da babyboom‑generationen bliver ældre, og mange sygeplejersker
således snart når pensionsalderen. I de sidste 10 år er antallet af sygeplejersker
pr. indbygger steget i næsten alle EU‑medlemsstater (figur 3.3.1). Stigningen var
særlig markant i Danmark, Frankrig, Portugal og Spanien. I den seneste tid har der
imidlertid været et fald i antallet af sygeplejersker i beskæftigelse i en række lande,
som er blevet hårdest ramt af den økonomiske krise. I Estland steg antallet af sygeplejersker
frem til 2008, men antallet er efterfølgende faldet fra 6,4 pr. 1 000 indbyggere i
2008 til 6,1 i 2010.
Sundhedsplejens kvalitet er blevet forbedret i de fleste europæiske lande, selv om
alle lande kan gøre en større indsats, navnlig for at undgå hospitalsindlæggelse af
kronisk syge
Der er sket fremskridt i behandlingen af livstruende sygdomme såsom hjerteanfald,
slagtilfælde og kræft i alle de indberettende lande. Dødeligheden i forbindelse med
hospitalsindlæggelse for hjerteanfald (akut myokardieinfarkt) er faldet med næsten
50 % mellem 2000 og 2009 (figur 4.3.3) og for slagtilfælde med over 20 % (figur 4.4.3).
Disse forbedringer er resultatet af en bedre akutbehandling og øget adgang til særlige
apopleksiafdelinger i lande som Danmark og Sverige.
Overlevelsesprocenten for forskelle kræftformer er også steget på grund af tidlig
diagnosticering og en mere effektiv behandling (figur 4.7.2 og 4.8.2). Selv om overlevelsesprocenten
for brystkræft fortsat er under 80 % i Tjekkiet og Slovenien, er den steget med over
10 procentpoint mellem 1997‑2002 og 2004‑2009. Overlevelsesprocenten for kolorektal
kræft steg også kraftigt i disse to lande (figur 4.9.2).
Det er mere vanskeligt at overvåge kvaliteten af sundhedsplejen inden for den primære
sundhedspleje, da der i de fleste lande er færre data end for hospitalssektoren. Unødvendige
hospitalsindlæggelser anses ofte som en indikator for problemer med adgang til primær
sundhedspleje eller sundhedsplejens kvalitet og kontinuitet. Der er bred enighed om,
at astma og diabetes først og fremmest bør behandles behørigt inden for den primære
sundhedspleje for at undgå eksacerbation og dyre hospitalsindlæggelser. Antallet af
hospitalsindlæggelser for astma er lavt i visse lande, men er langt større i andre
lande såsom Slovakiet (figur 4.1.1). I alle europæiske lande er der for mange hospitalsindlæggelser
for ukontrolleret diabetes (figur 4.2.1).
Stigningen i sundhedsudgifterne er aftaget eller faldet i mange europæiske lande
Stigningen i sundhedsudgifterne pr. indbygger aftog eller faldt i faste priser i 2010
i næsten alle europæiske lande og vendte således en tendens med støtte stigninger.
Udgifterne begyndte allerede at falde i 2009 i de lande, der blev hårdest ramt af
den økonomiske krise (f.eks. Estland og Island), men der kom efterfølgende yderligere
nedskæringer i 2010 som følge af det stigende pres på budgetterne og stigende gæld
i forhold til BNP. Sundhedsudgifterne pr. indbygger i EU steg i gennemsnit med 4,6
% pr. år i faste priser mellem 2000 og 2009 og faldt efterfølgende med 0,6 % i 2010
(figur 5.2.2).
De offentlige nedskæringer på sundhedsområdet blev gennemført via en række forskellige
foranstaltninger, herunder ved at sænke lønninger og/eller beskæftigelsesniveauet,
øge husholdningernes direkte betalinger for visse ydelser og lægemidler og pålægge
hospitaler stramme budgetbegrænsninger. Effektiviteten er ligeledes blevet øget ved
at sammenlægge sygehuse eller fremskynde omlægningen fra hospitalsindlæggelse til
ambulant behandling og ambulant kirurgi.
Som følge af den negative vækst i sundhedsudgifterne i 2010 har sundhedsudgifternes
andel af BNP stabiliseret sig eller er faldet svagt i mange EU‑medlemsstater. I 2010
brugte EU‑medlemsstaterne i gennemsnit 9,0 % (uvægtet) af deres BNP på sundhedssektoren
(figur 5.3.1), hvilket er en betydelig stigning fra 7,3 % i 2000, men et svagt fald
i forhold til det højeste niveau på 9,2 % i 2009.
Nederlandene brugte den højeste andel af BNP på sundhed i 2010 (12 %) efterfulgt af
Frankrig og Tyskland (begge 11,6 %). Nederlandene (3 890 EUR), Luxembourg (3 607 EUR)
og Danmark (3 439 EUR) havde de største sundhedsudgifter pr. indbygger blandt EU‑medlemsstaterne,
efterfulgt af Østrig, Frankrig og Tyskland med over 3 000 EUR pr. indbygger. Bulgarien
og Rumænien brugte mindst, nemlig omkring 700 EUR.
Størstedelen af udgifterne på sundhedsområdet afholdes af offentlige midler i alle
europæiske lande, med undtagelse af Cypern (figur 5.6.1). I gennemsnit blev næsten
tre fjerdele (73 %) af samtlige sundhedsudgifter i 2010 finansieret af den offentlige
sektor i EU‑medlemsstaterne. Den offentlige sektor tegnede sig for over 80 % af alle
udgifter i Nederlandene, de nordiske lande (undtagen Finland), Luxembourg, Tjekkiet
og Det Forenede Kongerige og Rumænien. Andelen var lavest i Cypern (43 %) og Bulgarien,
Grækenland og Letland (55‑60 %).
Den økonomiske krise har ændret sammensætningen af den offentlige og private sundhedsfinansiering
i en række lande. Der er blevet skåret i de offentlige udgifter til visse varer og
tjenesteydelser, og husholdningernes andel af direkte betalinger er ofte samtidig
blev forøget. I Irland faldt andelen af den offentlige finansiering af sundhedsudgifterne
med næsten seks procentpoint mellem 2008 og 2010 og udgør nu 70 %, mens andelen af
husholdningernes egenbetaling steg. Der har også været betydelige fald i Bulgarien
og Slovakiet.
Næst efter offentlig finansiering er den største kilde til finansiering af sundhedsudgifterne
i de fleste lande egenbetaling. Finansiering via privat sundhedsforsikring spiller
kun en væsentlig rolle i få lande. I 2010 var andelen af egenfinansiering højest i
Cypern (49 %), Bulgarien (43 %) og Grækenland (38 %). Den var lavest i Nederlandene
(6 %), Frankrig (7 %) og Det Forenede Kongerige (9 %). Andelen er steget gennem de
seneste 10 år i omkring halvdelen af EU‑medlemsstaterne, navnlig i Bulgarien, Cypern,
Malta og Slovakiet (figur 5.6.3).
Den økonomiske krise og stigende budgetbegrænsninger har lagt yderligere pres på sundhedssystemerne
i mange europæiske lande. En lang række af de lande, som er blevet hårdest ramt af
krisen, har truffet en række foranstaltninger for at reducere de offentlige sundhedsudgifter.
Det er vigtigt nøje at overvåge disse foranstaltningers kort‑ og langsigtede virkninger
på de europæiske sundhedssystemers grundlæggende målsætninger om at sikre tilstrækkelig
adgang til sundhedspleje af høj kvalitet.
This translation was undertaken by the European Commission.
Multilingual summaries are translated excerpts of OECD publications originally published
in English and in French.