OECD Multilingual Summaries

OECD Pensions Outlook 2014

Summary in Danish

OECD Pensionsudsigter 2014

Sammendrag på dansk

Denne udgave af OECD Pensionsudsigter undersøger, hvordan pensionssystemerne reagerer på de udfordringer, de står over for. Aldrende befolkninger og de økonomiske udfordringer i form af lave afkast, lav vækst og lav rente skaber alvorlige problemer for pensionssystemerne, der påvirker både løbende finansierede offentlige pensioner (pay‑as‑you‑go eller PAYG) og opsparingsbaserede pensioner.

På grund af de aldrende befolkninger og især de fortsatte forbedringer i dødeligheden og den forventede levetid står PAYG‑pensionerne over for problemer med økonomisk holdbarhed, ydelsesbaserede pensionsordninger skal sikre, at de fortsat er solvente, og bidragsdefinerede pensionsordninger skal finde måder, hvorpå de kan sikre, at den enkelte har en tilstrækkelig indkomst i sin pensionisttid. Større bidrag i længere perioder, især ved at udsætte tilbagetrækningen i takt med, at den forventede levealder stiger, er den bedste måde at imødegå disse udfordringer på.

Pensionskasser og livrenteleverandører udsættes for risikoen for lang levealder på grund af usikkerhed omkring fremtidige forbedringer i dødelighed og forventet levetid. Politikere og andre beslutningstagere bør imødegå risikoen for uventede stigninger i de økonomiske forpligtelser ved at sikre, at pensionskasser og livrenteleverandører benytter jævnligt opdaterede dødelighedstabeller, som inkorporerer fremtidige forbedringer i dødelighed og forventet levetid. Regelværket kan også være med til at sikre, at kapitalmarkederne tilbyder yderligere kapacitet til at afbøde risiciene ved lang levetid, ved at imødekomme behovet for gennemsigtighed, standardisering og likviditet. Indeksbaserede finansielle instrumenter og offentliggørelse af et levetidsindeks, der kan fungere som benchmark for prisfastsættelse og risikovurdering for levetidsafdækninger, ville være nyttige i den henseende. Desuden bør regelværket anerkende den lavere risikoeksponering, disse instrumenter kan tilbyde.

De fleste lande har mellem februar 2012 og september 2014 været meget aktive i forhold til at ændre deres pensionssystemer. De fleste lande har gennemført reformer for at forbedre deres pensionssystemers økonomiske holdbarhed. Nogle har gjort det, mens de har opretholdt eller forbedret indkomstgrundlaget i pensionisttiden for sårbare grupper. Kun nogle få lande – de lande, som blev ramt hårdest af den økonomiske krise – har tyet til nominelle nedskæringer i ydelserne. Mange forhøjede skatterne på pensionsindkomster eller ‑bidrag til offentlige ydelsesbaserede ordninger, mens reduktion eller udsættelse af indekseringen af pensionsydelser blev brugt af mange til at dæmpe udgifterne.

Mange lande har planlagt en forhøjelse af den lovfæstede pensionsalder og dermed øget bidragsgrundlaget, mens de har bevaret indkomstgrundlaget for dem, som i realiteten arbejder længere. Arbejdsincitamenterne er blevet styrket via vanskeligere adgang til tidlig tilbagetrækning og/eller øgede økonomiske incitamenter til at arbejde. Foranstaltninger til at begrænse administrationsomkostningerne til pensionerne for at opnå effektivitetsgevinster har været ret almindelige.

Nogle lande har for at tage sig af problemet med et tilstrækkeligt indkomstgrundlag udvidet den obligatoriske dækning af pensionsydelser til grupper, der tidligere ikke kunne få dem (f.eks. selvstændige), mens andre har indført nye ydelser. En række lande har forhøjet de obligatoriske bidrag til bidragsdefinerede ordninger. Og i kølvandet på finanskrisen har det også været ret almindeligt at øge diversificeringen og sikre private pensionsopsparinger.

Private pensioner spiller en vigtig rolle i forhold til at understøtte et tilstrækkeligt indkomstgrundlag i pensionisttiden. De udgør dog, med undtagelse af højere indkomstgrupper, i reglen ikke hovedindkomstkilden i pensionisttiden. De yngre generationer har måske større tendens end de ældre generationer til at benytte sig af private pensioner, når de trækker sig tilbage, med undtagelse af lande hvor der i lang tid har eksisteret private pensioner.

Mulighederne for at øge de private pensioners rolle som supplement kan være øgede dækningsrater, f.eks. via tvang eller automatisk tilmelding, opfordringer til folk om at bidrage mere og i længere perioder, f.eks. ved at udsætte pensionen, målretning mod undergrupper, der har behov for bedre adgang til private pensioner, og en bedre sammenhæng mellem offentlige og private pensioner. Et positivt økonomisk klima med højere afkast på aktiver og højere produktivitetsvækst ville også hjælpe.

Den tilgængelige dokumentation fra seks OECD‑lande viser, at automatisk tilmelding har en positiv effekt på dækningen. Dækningsniveauerne er dog endnu ikke på højde med dem, der findes i obligatoriske systemer. Hovedelementerne i en ensartet politisk strategi, som kan få programmerne med automatisk tilmelding til at øge dækningen, er at identificere, hvilke undergrupper der har behov for højere privat pensionsdækning, at sikre, at barrierer for indtræden i ordninger med automatisk tilmelding (f.eks. alder eller indkomstniveau) ikke forhindrer folk i at begynde at indbetale tidligt og ikke udelukker personer, som kan have gavn af en supplerende privat pension, at definere standardbidragsrater i sammenhæng med det samlede pensionssystem, at vurdere sammenhængen med andre eksisterende incitamenter omhyggeligt og at udvikle effektive kommunikations‑ og uddannelseskampagner i forbindelse med lancering og implementering. Arbejdsgiverne spiller ofte en vigtig rolle i forbindelse med administration af automatisk tilmelding, men kan pådrage sig betydelige complianceomkostninger oven i eventuelle bidrag. Omkostningerne for staten er hovedsageligt relateret til tilskud og matchende bidrag.

Individuelle pensionsoversigter skal give tydelig og enkel information. De skal helst kombinere oplysninger fra alle nationale pensionskilder, som er relevante for den enkelte. De, der sørger for pensionsoversigterne, skal opstille tydelige og målbare mål. Pensionsoversigten skal forsøge at engagere og opmuntre medlemmerne til at handle aktivt for at opnå en bedre indkomst i pensionisttiden, f.eks. ved at øge bidragene og/eller udsætte pensionen. Politikerne skal evaluere, om pensionsoversigten skal indeholde prognoser for pensionen, når man skal afveje enkelhed over for den potentielle virkning, prognoser kan have i forhold til at opmuntre til aktive valg.

Nationale pensionskommunikationskampagner skal helst være en del af en overordnet national strategi, og større begivenheder som f.eks. pensionsreformer og kriser kræver specifikke kampagner. Hvis en kampagne skal have succes, skal den være drevet af klare, realistiske og veltilrettelagte mål, som giver resultater, der kan måles, evalueres og overvåges i forhold til målsætninger og processer. Robuste evalueringsprocesser er derfor afgørende. Evalueringen skal være et væsentlig element i kampagnebudgettet, også selvom ressourcerne er knappe. Nationale pensionskommunikationskampagner skal undgå at have flere budskaber og skal fokusere på grupper, som er vanskeligere at få i tale. Endelig skal politikerne finde måder, hvorpå de kan benytte sig af pressen, bruge innovative kommunikationskanaler og udvikle opsøgende programmer for at øge engagementet.